Ung til demens

Ansvar for ens forældre

Langt de fleste familier oplever, at rigtig mange ting bliver vendt rundt, når den ene ægtefælle får demens. Det gælder for forældrene. Men det gælder i høj grad også for børnene, fordi de får i mange tilfælde en ny rolle i forhold til deres forældre.

Det betyder typisk, at ens far eller mor ikke længere er i stand til at gå på arbejde. Derfor vil han eller hun være alene hjemme det meste af tiden, hvis den anden forælder stadig er aktiv på arbejdsmarkedet.

I mange tilfælde kan ens forælder have brug for selskab og én at snakke med. Brug for hjælp til at få noget at spise. Brug for hjælp til at komme på toilettet eller skifte tøj. Det er en helt nye rolle at få, hvis man som ung skal til at have ansvar for at hjælpe sin forælder med den slags personlige ting. Det kan godt være grænseoverskridende.

Jeg skulle nu til at passe min far hver dag efter skole, imens min mor var på arbejde og min storesøster passede sin skole. Jeg lavede mad til ham, og jeg skulle bade ham og skifte hans tøj, når han havde tisset i buskerne eller det, der var værre. Det var svært for mig at holde følelserne tilbage efter sådan en omgang. Jeg var jo kun en lille knægt, der burde løbe rundt og spille fodbold med mine kammerater. Men det var min far. Og én skulle jo tage sig af ham.

Min far sygdom har betydet, at jeg snakker meget med min mor om hele situationen derhjemme. Hun har brug for at dele det med nogen, og der er det meget naturligt, at det er mig, hun snakker med. Jeg synes også, at der er rart at høre, hvordan det går. Det kan være sværere at snakke med min far om det, for han har ikke den samme erkendelse af det, som min mor har.

Min syge far er gået fra at være familiens overhoved til ikke at kunne finde ud af ret meget mere. Han er slet ikke det samme menneske. Jeg er flyttet hjemmefra, men føler, at jeg svigter mine forældre, fordi jeg ikke kan være der mere for dem. Min mor står nu for alt i hjemmet, og det slider hende ned. Det er svært at se på, og jeg er bange for, at hun skal gå ned med stress eller en depression. Jeg passer så godt på hende, som jeg kan og fortæller hende altid kun de glade historier fra mit liv. Jeg tror ikke, at hun kan bære det, hvis jeg også er ked af det.

Forholdet til søskende

Mange unge oplever, at det er meget forskelligt, hvordan man som søskende reagerer, når ens far eller mor får demens. Der kan også være stor forskel på, om man bor hjemme, eller man er flyttet. Om man bor tæt på sine forældre eller langt væk.

I nogle tilfælde bringer det søskende tættere på hinanden, fordi man står over for en helt ny situation, som man skal finde ud af at håndtere sammen.

I andre tilfælde kan det være svært, fordi man kan have en meget forskellig opfattelse af, hvor meget man som søn eller datter skal blande sig i forældrenes liv.

Men det er vigtigt, at man som søskende kan snakke sammen om tingene og støtte hinanden. Det er der behov for.

Jeg oplever, at efterhånden som min mor sygdom skrider frem, bliver familiebåndet stillet på en prøve. Jeg har i den grad fundet ud af, at vi søskende har en meget forskellig tilgang til vores mors sygdom. Vi har også forskellig behov og bærer vores sorg på forskellig vis. Jeg har i forløbet været meget udadvendt og har prøvet på at tage et tungt læs på mine skuldre. Mens min lillesøster valgte at flytte langt hjemmefra. Det betyder, at hun ikke i sammen grad har en tæt kontakt til vores forældre. Det har givet en lidt skæv fordeling af opgaver og ansvar i forhold til vores forældre.

Det er rigtigt hårdt at være den søskende, der påtager sig det største ansvar i forhold til vores syge mor. Man bliver hele tiden følelsesmæssigt påvirket af situationen samtidig med, at man skal være meget praktisk omkring situationen derhjemme. Nogle gange bliver jeg meget provokeret og vred på mine søskende samtidig med, at jeg godt ved, at de har den aller største betydning i forhold til at dele og fastholde de gode minder om, hvordan vores mor var engang.

Min bror og jeg tackler situationen meget forskelligt. Nu bor han også langt væk, så det er svært for ham at have den daglige kontakt med vores forældre, som jeg har, fordi jeg bor tæt på dem. Men selv om vi er meget forskellige, så er der ingen problemer i, at vi tackler det på hver vores måde.

I forhold til ens søskende synes jeg, at det vigtigste er, at man respekterer hinandens forskellighed. Min bror og jeg har hver vores måde at håndtere og bearbejde sorgen over vores mors sygdom på. Jeg er sikker på, at min bror er mindst lige så ked af det som mig, men han viser det bare ikke så samme måde. Det er okay, for det er enormt vigtigt, at man beholder et godt forhold til sine søskende, fordi vi skulle nødigt miste hinanden også, fordi vi er uenige om, hvordan familiens problemer skal håndteres. Mit bedre råd er, at man som søskende skal stå sammen, respektér hinandens forskelligheder og pas på hinanden. Ens søskende er jo de eneste, som kender én HELE livet.

Mig og min søster var ikke særligt gode til at kommunikere sammen omkring vores far. Vi talte simpelthen ikke om det. Det var meget underligt, fordi det ellers fyldte så meget i hele familiens hverdag. Jeg kunne tit fornemme min søster var ked af det, men hjemme hos os var det et tabubelagt emne, og derfor klarede vi tingene selv hver især. Vi var to vidt forskellige steder i vores liv, og jeg følte tit, at det var mig der stod med hele ansvaret – selv om hun var meget ældre end mig. Det var svært.