Ung til demens

Hvordan forbereder man sig på døden?

Demens er en sygdom, man dør af på et tidspunkt. Det varierer meget fra person til person, hvor langstrakt sygdomsforløbet er. I gennemsnit har det en varighed på 8 – 10 år. Men i nogle tilfælde kan man leve med sygdommen i helt op til 20 år. I andre tilfælde dør den syge i løbet nogle få år. Det er umuligt at forudsige.

Derfor er det også vigtigt, at man får talt med hinanden om døden i tide, selv om det kan være svært. Der er altid meget på spil, når man skal forholde sig til døden.

Men det kan også være befriende at få sat ord på alle sine tanker og følelser og få talt ud med sine forældre om det. I nogle tilfælde kan det blive for sent – og så kan man sidde tilbage med en oplevelse af, at man aldrig fik sagt det, man gerne ville sige til sin far eller mor.

Jeg prøvede at forberede mig på min fars død så MANGE gange. Men det var ikke spor nemt. Jeg prøvede at sætte det op på de mest mærkelige måder for mig selv. "Hvis min far døde i morgen, hvad vil jeg så gøre …?". ”Når min far er død, så vil jeg …" Men lige meget hvad jeg gjorde, så var det noget underligt noget. Det var en desperat leden efter et svar, som jeg ikke selv kunne give. Jeg blev vist aldrig helt forberedt på, at det skulle ske.

Det har taget mange år for mig at nå til erkendelsen af, at min mor ikke kan helbredes, og hun faktisk dør af sin sygdom. Det er utroligt svært se sin elskede mor blive mere og mere syg uden, at nogen kan gøre noget for at hjælpe hende. Og man bliver ved med at stille sig selv de samme spørgsmål igen og igen: Hvorfor lige hende? Hvorfor var det os, det skulle ramme?

Jeg er klar over, at den dag min mor dør, bliver det i høj grad en lettelse for hende selv men også os andre i familien. Det gør så utroligt ondt at opleve, at alt håb er ude. Man venter bare…. og prøver på at leve sit eget liv i mens. Jeg går og forbereder mig på det. Og jeg tror, at det bliver en lettelse, for på mange måder er hun allerede død.

Vi har endnu ikke snakket om det med døden i vores familie, fordi min far stadig er så frisk og aktiv, som han er. Men jeg kan da godt mærke, at det sniger sig ind på én, når man hører, hvordan andre oplever, at deres far eller mor bliver dårligere og dårligere. Men jeg må da være helt ærligt at sige, at det ikke er nogle samtaler, som jeg glæder mig til.

Hvordan håndterer man situationen, når ens far eller mor dør?

Døden kan man ikke forberede sig på. Og det er helt umuligt på forhånd at vide, hvordan man vil reagere, når ens far eller mor er død.

Det er vidt forskelligt alt efter, hvem man er som menneske. Og alt efter hvordan situationen var for ens far eller mor, inden døden indtraf.

Men lige meget hvad der går forud, så er det altid svært at skulle forstå og acceptere døden – specielt hvis ens far eller mor dør i en alt for tidlig alder.

Den første tid vil altid være svær at komme igennem, fordi sorgen og savnet fylder rigtig meget. Men med tiden vil der typisk dukke flere og flere gode minder frem om, hvordan ens far eller mor var, inden sygdommen ramte.

Det er vigtigt at holde fast i de gode stunder og minder om ens forælder. De kan være medvirkende til, at man kommer videre i livet – også når det er svært.

Jeg havde været ude at besøge min far den forgangne weekend. Der var han oppe og virkede rimelig frisk. Jeg havde lovet, at jeg ville komme ud til ham den næste weekend med nogle billeder, hvor jeg var ved at montere solceller. Men da jeg kom ind til ham, kunne jeg straks se, at den var helt galt med ham. Det var som en gyser film. Min far var helt afpillet som et skelet. Jeg blev dybt chokeret, men jeg tog mig sammen og fortalte ham lidt om billederne fra mit arbejde. Derudover fortalte jeg ham, at det var okay. At han havde været den bedste far, man kunne ønske sig. Og med tårerne løbende ned ad kinderne sagde jeg farvel far og tog afsted igen. Dagen efter sov han stille ind på en smuk langfredag efter 11 års sygdom. Han blev 65 år – og jeg var lige blevet 20 år. Det var en hård kamp. Men det var det hele værd.

Alt var forberedt til frokost den dag, da to politibetjente kom ind ad indkørslen til vores hjem. Min far havde været forsvundet i flere døgn, så ingen af os var i tvivl om, hvorfor de kom. Og alligevel prøver man at bevare et spinkelt håb. Beskeden om, at han var fundet død var frygtelig, og jeg var helt ude af mig selv. Især fordi jeg ville have haft søgt i det område, hvor de fandt ham. Jeg kan huske, at jeg havde det skidt, for jeg var helt overbevist om, at jeg havde fundet ham, hvis jeg bare havde været derude i noget længere tid.

Jeg var bange for, at vi havde glemt nogen eller noget i forbindelse med min fars begravelse. Det hele gik så stærkt, og jeg var bange for, at vi ikke selv kunne følge med. Jeg kunne heller ikke sove eller spise. Alle mine tanker kredsede sig om ham, og hvordan vi kunne få alt tilrettelagt på den bedst mulige måde. Og selv om det var en frygtelig dag, så blev det en smuk begravelse.