Ung til demens

Beslutningen om at flytte

Det slider hårdt på alle i familien, når den ene forælder har en demenssygdom. Og der kommer et tidspunkt, hvor ens far eller mor bliver så dårlig fungerende, at det er nødvendigt, at han eller hun flytter hjemmefra. Det er en rigtig svær beslutning at tage, fordi det kan give én dårlig samvittighed, fordi man føler, at man svigter den syge.

Men det kan også være en fordel for alle parter. Det kan være godt for den syge at få et trygt sted at bo med professionel hjælp hele døgnet.

Samtidig kan det give både ens raske far eller mor og én selv fornyede energi og kræfter til at være noget for den syge forælder, når man ikke skal være der døgnet rundt.

Det er cirka to år siden, min mor kom på plejehjem. Jeg husker tydeligt den dag, hvor vi skulle fortælle hende, at hun ikke længere skulle med hjem fra dagcentret, fordi hun nu skulle bo på plejehjemmet ved siden af. Min far og jeg havde været ude og hente møbler og indrettet hendes lejlighed, imens hun helt uvidende om flytningen var i dagcenter. Følelsesmæssigt er det den sværeste dag i mit liv. Jeg kunne også mærke på min far, at det var en stor sorg for ham, fordi min mor ikke helt havde forstået, hvad der var ved at ske.

Da jeg som 14 årig fik fortalt, at nu skulle min far flytte på plejehjem, blev jeg først vred og frustreret og meget ked af det. Men efter at have set hvor det bar hen ad med ham, så tænkte jeg også, at det var fint, at han var et sted, hvor nogle professionelle kunne passe godt på ham. Det gav mig noget ro i sjælen samtidig med, at jeg ikke længere behøvede at komme hjem og passe ham hver eftermiddag. Det var faktisk en stor befrielse for mig.

Vi er slet ikke der endnu, hvor det er på tale, at min far skal flytte på plejehjem. Men hans situation kan jo hurtigt forandre sig, så det er fint, at vi har snakket om det. Han er selv meget optaget af at være med til at bestemme, hvor han skal bo, når han ikke længere kan bo derhjemme. Han vil rigtig gerne bo i et fællesskab med andre, der har demens, så de kan støtte og hjælpe hinanden med at få et godt og aktivt liv der på trods af deres sygdom. Det er en meget spændende tanke, som vi alle i familien bakker ham op i.

Jeg gik ofte og frygtede for den dag, min far skulle på plejehjem. Ingen dato var fastsat, men i takt med han blev svagere og svagere, fornemmede jeg, at tiden nærmede sig. Ofte prøvede jeg helt at glemme tanken, for det var alt for hårdt at tænke på, at min far skulle til at bo på et plejehjem blandt gamle mennesker. Det kunne jeg slet ikke forlige mig med. Og jeg ved godt, at det er hårdt at sige det, men heldigvis døde min far, inden han nåede at flytte på plejehjem. Den tanke trøster mig midt i al sorgen og savnet af ham.

Tiden efter flytningen

For det meste er det rigtig svært at opleve, at ens far eller mor nu bor på plejehjem i en alt for tidlig alder. Det kan være en barsk oplevelse at komme på besøg og se, hvordan ens far eller mor nu bor sammen med en masse meget ældre mennesker, som er et helt andet sted i livet.

Mange unge skal tage sig sammen for at besøge deres forælder på plejehjemmet. Og mange bliver kede af det, når de er taget hjem igen, fordi det kan være svært at acceptere, at deres far eller mor skal bo på den måde.

Men det kan også være godt for familien, at den syge forælder flytter, fordi det er hårdt for alle parter at være på hele døgnet. Og i mange tilfælde er det godt for ens demenssyge forælder at komme et sted hen, hvor han eller hun bliver passet og plejet af professionelle medarbejdere. Det kan give resten af familien mere overskud i hverdagen.

Det er den dag i dag stadig svært for mig at skulle besøge min mor et andet sted. Det kræver virkelig, at jeg har overskud til det og tager mig sammen. Men på den anden side er jeg simpelthen så glad for, at hun er kommet et skønt sted hen, hvor de tager sig godt af hende. Og hun trives fint med at bo der. Jeg er også rigtig glad for at have fået min far tilbage. Han har været dybt tynget af min mors sygdom og af at pleje hende igennem otte år. Han har fået meget mere overskud, og han besøger hende stort set hver dag. Det er dejligt at opleve, at det er godt for alle parter, at min mor er flyttet på plejehjem.

Hver gang jeg besøgte ham på plejehjemmet, trillede tårerne ned af mine kinder. Jeg syntes, det var frygtelig synd, at min far skulle sidde på et trist plejehjem på hans sidste dage. Ham der altid har været frisk og sjov og var utrolig aktiv i sit liv, inden han blev syg. Jeg kunne slet ikke begribe det. Jeg forsøgte at skjule mine følelser, men tit forgæves. Jeg havde endnu ikke accepteret, at jeg havde en syg far.

Julen 2009 var noget ganske specielt. Jeg havde nemlig taget den store beslutning, at jeg at holde jul hos min far på plejehjemmet for første gang. Jeg var 17 år på det tidspunkt. Min mor rynkede lidt panden, for hverken hende eller min søster ville med, men det var jeg ligeglad med. Jeg ville ikke have, at han skulle holde jul på plejehjemmet uden, at nogen fra hans familie var der. Og jeg vidste med mig selv, at jeg ville komme til at fortryde det, hvis jeg ikke gjorde det. Det blev også en hyggelig aften. Men da jeg var kommet hjem og havde pakket mine gaver op, sad jeg med en klump i halsen og tænkte: Det har både været min værste og bedste jul nogensinde. Men jeg havde allerede besluttet, at jeg ville tage derud igen næste år til jul, hvis han stadig levede til den tid. Det gjorde han, og jeg nåede at holde fire juleaftener med ham, inden han døde.