Ung til demens

Snakke med venner og kæreste

Mange unge, hvis far eller mor har demens, oplever, at det kan være svært for deres venner og kæreste at forstå, hvordan man har det.

Det kan også være svært at forklare andre det, for de kan alligevel ikke helt forstå, hvad det gør ved én at have en forælder med demens.

Man kan også godt blive flov over den måde ens far eller mor opfører sig på. Det kan være pinligt at have venner på besøg til spisning, hvis ens far sidder og roder i maden og spilder. Eller det kan være irriterende, hvis han hele tiden kommer brasende ind på værelset og forstyrrer.

Men det skyldes alt sammen, at han er syg. Derfor er vigtigt at snakke med sine venner og kæreste om det.

Jeg var helt åben og ærlig og fortalte det meget direkte til mine venner. I dag er jeg meget glad for, at jeg gjorde det, for mine venner er en kæmpe støtte. Så ved de også, at hvis jeg er lidt stille en dag, så er det fordi, jeg er ked af det – og det er ikke deres skyld.

Jeg løj over for mine kammerater, selv om jeg egentlig et eller andet sted godt vidste, at det var forkert. Men det gjorde virkelig så ondt på mig at min far, der var mit store idol, pludselig ikke længere kunne huske mit navn. Det var også flovt, at jeg hver dag skulle hjem fra skole passe ham, og skifte hans bukser, fordi han havde tisset i dem, mens min mor var på arbejde. Det kunne jeg ikke bære at fortælle mine venner.

Det gjorde, at mine venner langsomt vendte mig ryggen. Tidligere var der altid kommet en masse kammerater hjemme hos mig. Men nu var der ingen nede at besøge mig længere. Det gjorde mig ked af det, men jeg havde heller ikke selv lyst til at få besøg. Tænk hvis de begyndte at grine, hvis min far sagde eller gjorde noget åndsvagt. Det ville jeg slet ikke kunne holde ud. Men det betød også, at jeg sad meget alene for mig selv derhjemme om eftermiddagen og bare tænkte: Bliver min far nogensinde rask igen?

Jeg fortalte mine nærmeste venner det, da jeg selv blev klar over alvoren af sygdommen. Jeg var nået til et tidpunkt i mit liv, hvor jeg kunne mærke, at det var nødvendigt, at de fik det at vide. Det var lidt som at holde på en stor hemmelighed og sorg. Jeg synes, det var svært at sige det, fordi mange af dem kunne ikke forstå, hvad sygdommen indebar, eller hvilke konsekvenser det havde for mit liv. De fleste af dem kendte jo min mor godt, og det var jo ikke altid til at se på hende, at hun var syg. Men det var alligevel en befrielse at få det sagt.

Få hjælp af andre

Det er helt naturligt, at være ked af, at ens far eller mor er syg. Og det kan være svært at finde ud af, hvordan man skal håndtere situationen, og rumme alle de tanker og følelser, der fylder én.

Derfor er det godt at få hjælp af andre. Det kan være ens venner eller kæreste. Det kan være et familiemedlem, ens lærer eller en anden voksen, som man har tillid til og kan betro sig til.

Endelig er der også mulighed for at få professionel hjælp hos en psykolog, eller snakke med andre unge, der er i samme situation.

Jeg var meget følelsesladet omkring min fars sygdom og brød ofte ud i tårer, når jeg fortalte andre om det. Men heldigvis har jeg nogle fantastiske veninder, som har hjulpet mig meget. Jeg snakkede også meget med min kæreste om min fars sygdom. Det var en stor hjælp at vide, at ens nærmeste er der for en og gerne vil lytte og trøste. En samtalegruppe med andre unge i samme situation kunne være meget givende.

Det er en stor hjælp for mig, at min kæreste går så meget ind i det, som hun gør. Hun kan godt mærke på mig, når jeg er ked af det, så går hun til mig for at få mig til at åbne mig op. Det er dejligt, at vi kan snakke sammen om det på den måde.

I dag er det faktisk mest mine venner, jeg snakker følelser omkring min mor med. På mange punkter er det svært at snakke med sin far omkring en sorg, når man kan mærke, at han selv er i dyb krise og sorg over, at hans elskede er ved at blive taget fra ham. Jeg har derfor nok haft svært ved at skulle sige alt for meget til ham, da jeg oplevede, at det bare forværrede det hele.

En vigtig lektion jeg lærte var, at det ikke er forkert at få hjælp af professionelle. Jeg gik til psykolog 3 gange om måneden. Det var rart med forståelse omkring min far, og det gjorde mig stærkere til at kunne tale om det. Jeg snakkede også med andre unge, hvis forælder har demens. Det var utrolig rart med et klap på skulderen og mange kunne nikke genkendende til nogle af mine oplevelser.

Jeg gik til en præst, da min far blev syg. Jeg kendte hende godt i forvejen, for hun havde været min lærer. Hun er vant til at tale med mennesker i sorg. Og hun er rigtig god til at lytte og sætte alle mine tanker lidt i perspektiv. Hun lærte mig, at jeg skulle ”dele min far op” sådan, så jeg holdt fast i at huske ham, som han var i min barndom. Den seje, sjove og fantastiske far, som kunne bygge alt og tog os med på ture. Og så skal jeg se ham, som han er nu: En syg og træt mand, der er vred og ked af det. Det er den virkelighed, jeg skal kunne rumme for, at jeg kan elske ham, som han er i dag. Og her hjælper det at snakke med præsten.